Sådan fastholder du dine dygtigste medarbejdere

Fremadstormende virksomheder har brug for kompetente individer, som elsker at tænke i nye og smartere systemer.  Men hvordan fastholder man dem så, når man som virksomhed ikke har nyt på tapetet? Få mine råd her.

Disruptionbølgen betyder, at virksomheder ofte har travlt med at rive de eksisterende systemer ned uden at have ordentligt styr på hensigten og forudsætningen for at erstatte det gamle system med et nyt og smartere. Men det nye er ikke altid det gode, og det nye bliver sjældent en succes uden hjælp fra det gamle.

Ofte overser virksomheder således, hvordan de kan integrere de erfaringer og den læring, der er opbygget i virksomheden gennem årtier til at kvalificere nye transformationsprojekter.

Det handler om opkvalificering, om at sammensætte de rigtige hold og om at inspirere til forskellighed, samarbejde og et ekstremt fokus på målet og viljen til altid at acceptere andres input som valide.

Kommunikation på arbejdspladser er altid vanskeligt, men når du både har forskellige kompetencer, generationer og vaner med i ligningen, er det mere end vanskeligt – det går nemlig ofte galt.

Et eksempel på det kunne være, hvis man vil implementere machine learning til at lave databaserede beslutninger, men glemmer at integrere de erfarne medarbejdere og deres viden. Maskinen er værdiløs uden deres viden og kan ikke udvælge den rigtige data. Det betyder, at historien ikke skal glemmes, men vanerne skal gentænkes. Det danner hele grundlaget eller kvalificere beslutningerne i det tidlige læringsstadie.

Når virksomheder kvalificerer deres digitale transformation med afsæt i den erfaring, der er i organisationen, sætter de tempoet ned og hæver kvaliteten. Det betyder til gengæld, at antallet af nye og spændende udviklingsprojekter falder og driftsarbejdet stiger.

Spørgsmålet er, hvordan du fastholder de dygtigste udviklere, hvis der ikke er et nyt og spændende udviklingsprojekt lige om hjørnet? For selvom nyudvikling ikke altid er det rigtige, er det altid det rigtige at have de dygtigste udviklere.

Begå ikke den klassiske fejl
Den klassiske fejl, som virksomheder begår, når forsøget på at fastholde de dygtigste udviklere, er at give dem en lederstilling. Langt de fleste topudviklere går nemlig ikke med en leder i maven, og de vil finde medarbejderrelationer trættende og energikrævende. Samtidig vil topudviklere i lederroller have en tendens til at overstyre medarbejderne.

De fleste topudviklere kan lide at fordybe sig mere, end lederrollen tillader, og hvis man gerne vil udbrede udviklernes indsigter, arbejdsmetoder etc. til resten af organisationen, så skal man i stedet invitere dem med i en strategisk rolle, hvor de kan være med til at udvikle et læringsforløb, der kan ledes af naturlige ledere.

Hellere den rigtige i fire dage end den forkerte i fem
Du kan hurtigt købe dig fattig i dårlige konsulenter eller havne i kuldsejlede og dyre projekter, hvis dine medarbejdere ikke er dygtige nok. Det er ikke så vigtigt, om du har dine skarpeste medarbejdere til rådighed i tre, fire eller fem dage om ugen. Det vigtige er, at du har dem, så de kan løse de udfordringer, ingen andre er i stand til.

Det betyder ikke, at du skal give dem fri om fredagen, men du skal give dem fri fra driftsarbejdet og i stedet lade dem arbejde fuldstændig frit med de idéer, de synes, er spændende. Det vil ikke alene højne den innovative tankegang i virksomheden og formentlig kaste nogle rigtig gode forretningsidéer af sig, det vil også fastholde de dygtigste kompetencer, din virksomhed har brug for.